Bidrag til Twitterguide?

En Leoparddreng kan blive sulten. Her har du mulighed for at give den et foder - hvis du altså har lyst!
Hvof' nu det?

Foder

Besked

Om spam, spam, spam og spam! - og Blokering

I sjette kapitel af twitterguiden skal det handle om spam på Twitter, og hvad man gør ved det.

Hvad er det?
Spam på Twitter kan tage forskellige former, nogen af dem er jeg ikke sikker på rent teknisk kan kaldes spam, men jeg kommer alligevel ind på dem her.

Egentligt synes jeg ikke, at spam er så stort et problem på twitter, andre er muligvis uenige - men jeg tænker her relativt i forhold til hvordan det kunne være.

Når jeg dækker det i guiden, er det således ikke fordi halvdelen af din tid vil gå med at slette spam - forhåbentligt da - men mere fordi det kan være ret forvirrende i de første møder. Ja, jeg kan stadig blive forvirret over formen de tager, nogle gange.

Formålet med spam er næsten altid at få dig til at klikke på et link, som vel så hen ad vejen skal få dig til at bruge nogle penge.

Følgeren
En relativt fredelig form - nogen du aldrig har haft kontakt til, følger dig pludselig. Oftest vil det være en engelsksproget konto, og den vil ofte have link til en virksomhed i sin bio.

Meget ofte vil den være repræsenteret af en ung, ikke særlig påklædt kvinde. Og det kan efter hvad de skriver, handle om alt fra links til billeder, kvinder som vil giftes, ferier eller huse i Caribien... lidt af hvert.

Hovedsagen er, at de kun spammer i deres eget feed (og derfor er det ikke rigtigt spam). De skal bare ignoreres - sålænge du ikke følger dem, er de uskadelige. Og du kan glæde dig over en Follower mere i et par dage - herefter bliver de som regel trætte af dig.

En anden form for Follow-spam, er de som bare er ude efter at få mange followers. De håber på du følger tilbage; og hvis du gør det laver de Unfollow. Hvorefter de går videre til at følge nye, som de håber på følger tilbage, etc. Over tid kan de på den måde opsamle en del followers - uden at have nogen reel interesse i dem de lader som om de følger.

Konti som disse gør, at det er vigtigt ikke bare at følge ukritisk tilbage, når nogen følger dig!

Råberen
Den mest almindelige spam-form. Du har pludselig en mention fra en ukendt konto. Det eneste tweetet indeholder er dit @navn og et link (et forkortet link, så du har ingen anelse om hvor det fører hen). (I nogle tilfælde kan det være en liste af @navne, og så et link.)

Oftest vil disse konti være tydeligt nye; som regel har de stadig æg som profilbillede, de hedder nogle tilfældige tegn, og de har ikke nået at tweete ret meget. De følger ingen eller meget få, og ingen eller meget få følger dem. Hvis du ser på deres tweets, er de alle som det til dig.

Med andre ord: konti som fabrikeres, sender tweets med links ud, indtil de bliver stoppet.

Det du gør ved sådan én, er først at fremmest at lade være med at klikke på linket. Og så melder du kontoen for spam (se længere nede).

Knæleren
Den som jeg kalder knæleren er en variant af råberen, men den er væsentligt smartere. Der er gjort mere ud af dens konto, den virker reel ved første øjekast. Og så sidder den på lur, til nogen nævner et eller andet.

Et eksempel: Hvis du for eksempel i et tweet bruger ordet camera, får du måske 5 minutter senere et tweet fra den her for dig ukendte konto - som anbefaler dig et Nikon F12-22, som netop nu er på tilbud <link>.

Med andre ord, forsøg på at ramme dine interesser. Jeg ignorerer dem og melder kontoen for spam.

Copycatten
Den her type er vildt irriterende - især fordi jeg ikke har fundet ud af hvad formålet er med den.

Helt basalt sker der det, at du pludselig modtager et tweet, som giver mening. Faktisk er det svar på et tweet du har lavet. Men det er et svar du allerede har fået, og fra en du kender. Den konto der har lavet det her tweet kender du til gengæld ikke, og den er sandsynligvis repræsenteret ved et æg.

Hvis du kigger på dens tweets, vil du sandsynligvis se at de er til alle mulige tilfældige, og i et babelsk symfoni af sprog.

Det copycatten gør, er at den kravler rundt på twitter, og ser tweets som er henvendt til nogen. Og så kopierer den dem, og sender det afsted, som kom det fra den selv.

Det eneste formål jeg kan se, er at den håber at folk begynder at følge den - og så kommer med dens egentlige spam.

Meld den for spam!

Den irriterende
Alle de ovenstående er spambots, altså ikke rigtige mennesker, men programmer som laver konti, og søger tweeps de kan genere.

Der findes så også den menneskelige variant, som bliver ved at at sende dig beskeder af den ene eller den anden grund, som du egentlig helst er fri for. Måske tror de de er sjove, måske er de sure over noget, måske er de gale.

Under alle omstændigheder, du er irriteret over dem, og vil gerne slippe for at høre på dem. Her er det så på sin plads at Blokere vedkommende.

At melde nogen for Spam / Blokere - hvad betyder det?
Blokeringen først (for det sker automatisk når du melder nogen for Spam):

Når du blokerer nogen bliver du ikke informeret om deres mentions, og de kan ikke følge dig. Men det er ikke sådan at de er blevet usynlige for dig (eller du for dem) - hvis du for eksempel er inde på et #hashtag vil de og deres tweets stadig være fuldt synlige.

Det er heller ikke sådan, at de ikke kan nævne dig - du bliver bare ikke informeret om det. Se det som en blokering af en telefon overfor et bestemt nummer - du slipper for opkaldene, men du kan stadig rende ind i vedkommende på gaden.

Hvis du melder nogen for spam, derimod, så er det for at få kontoen suspenderet! Det er naturligvis ikke sådan, at en anmeldelse automatisk spærrer kontoen, men den gør at Twitter kigger på den. I praksis betyder det, at nogle programmer i Twitter holder øje med den - og især nok ser på om andre også melder den. Og når der er nok der tyder på, at der er tale om en spammer, spærres kontoen.

At melde spam-konti for spam kan være tilfredsstillende for dig selv, men det hjælper dig ikke mere end at blokere den. Tilgengæld hjælper du andre, fra at blive ramt af den spambot, og er med til at holde Twitter lidt mere spam-fri. Så holder du af Twitter, bruger du lige tiden på at melde dem.

Tilgengæld skal du naturligvis ikke gå og melde gud & hver mand. Gør det kun, hvis du synes der er tale om reel spam - du kan se Twitters definition og retningslinier her.

Sådan gør du når du skal blokere/melde nogen for spam:
Du går ind på den konto du vil have gjort noget ved (ved at klikke på brugeren). Oppe i højre hjørne, ved siden af Follow-knappen, er der en dropdown:

Den klikker du på - her kommer så valgmuligheder frem, hvor du kan vælge at blokere eller melde for Spam... og det gør du så.


Læren af denne lektion: Spam er overalt på nettet, også på twitter - i forskellige former. Men hvis vi hjælpes ad, kan vi holde det nede.

Ingen kommentarer

0 kommentarer: