Bidrag til Twitterguide?

En Leoparddreng kan blive sulten. Her har du mulighed for at give den et foder - hvis du altså har lyst!
Hvof' nu det?

Foder

Besked

Favoritter og Søgninger på twitter

I en forklaring af fænomenet twitter, beskriver jeg twitter som en brusende flod og de enkelte tweets som skibe i strømmen, lavet af aviser. Hvis analogien skal fortsættes bliver strømmen ikke ved med at være lige stærk.

Den stilner af efterhånden, skibene støder ikke mere mod hinanden i samme grad. Og efter 14 dage bevæger sig strømmen sig under jorden, og ind i en stor underjordisk sø, hvor skibene kommer ind og ligger ganske stille.

Ind imellem forvilder nogle sig derind, fisker et et tweet op og undersøger det - men i det store hele er der stort set ingen aktivitet, når tweets først er kommet hertil. Mange tror faktisk at skibene er gået helt til grunde - i et vandfald eller afløb eller noget - men de ligger her skam. De er bare ikke til at finde igen - hvis man ikke har gjort noget for at man skal kunne det.

Søgning - overordnet
Det store skifte i strømmen - fra aktiv til næsten dødt vand - sker fordi twitters søge-muligheder kun går 14 dage tilbage. [Opdatering: fra foråret/sommeren 2013 har twitter tilsyneladende ikke længere nogen begrænsning tilbage i tid på søgninger - hvorfor søgning er blvet meget mere anvendelig!]

Man kan så ganske vist finde tweets for den enkelte bruger - herunder sig selv - længere tilbage. Men her er det så begrænset til godt 1.000 tweets tilbage. Det kan lyde af en del, men hvis man tweeter meget går der faktisk ikke ret længe før tweets også glider ud af den strøm - og det er under alle omstændigheder meget langsommeligt at rode tilbage i gamle tweets, ca 50 tweets af gangen, hvis man leder efter et bestemt. tweet.

Pointen er: hvis du ser - eller selv laver - et tweet, som du har den mindste fornemmelse af at du kan få brug for at vende tilbage til, for eksempel fordi det indeholder et link du skal bruge, eller det er et interessant syn på noget, eller noget du vil skrive noget om senere - så skal du på en eller anden måde gemme et link til tweetet så du kan finde det igen.

Og hvis du ikke gør det med det samme er sandsynligheden for at du husker det senere ikke særlig stor - og des længere der går, des sværere bliver det at finde igen.

Foretrukne - Favoritter
Et tweet kan sådan set gemmes på mange måder - man kan gemme et link et sted, eller embedde tweetet i noget andet - men twitter har en indbygget mulighed - du gør tweetet til en af dine favoritter.

Det gøres enkelt ved at klikke på stjerne-symbolet eller linket til Foretrukne / Favorite for det enkelte tweet.

Tweets gemt som favoritter kan siden hen findes igen, enten under ens profil på web, eller under Mig på de officielle twitter-apps (andre har jeg ikke styr på, men det skulle være til at finde).

Favoritter i stedet for Likes
Betegnelsen Favoritter er efter min mening ret underligt valgt. Det siger ikke meget om hvad meningen er - og selvom man ønsker at kunne finde et tweet senere, er det ikke nødvendigvis ensbetydende med at man opfatter det som et "favorit-tweet".

Da twitter ikke har en like-knap, er der også nogle som bruger favorit-muligheden som erstatning for det: de vælger at gøre tweetet til favorit, blot for at markere de synes godt om tweetet - det ser afsenderen - men uden at sende det videre i systemet, som et retweet ville gøre.

Personligt bruger jeg det ikke sådan - men hvad der er "rigtig" brug svæver lidt i det uvisse. Det vigtigste er at være klar over, at begge muligheder for brug findes - gem til senere og synes godt om - og at det kan blive tolket på begge måder af afsender, hvis man favorit'er et tweet.

Fremtiden for Favorit
Jeg har set rygter om at twitter i fremtiden direkte vil omdøbe Favorite til Like. Jeg håber det ikke - for jeg ser ikke formålet med det. Jeg så hellere man gik den modsatte vej, og gav det den neutrale betegnelse Markér - for det er i det mindste en præcis betegnelse.

Men ihvertfald - hvis man vil kunne vende tilbage til et tweet - er den enkleste - og eneste mulighed indbygget i twitter i dag - at markere tweetet som Favorit.

Søgninger
En af twitters absolutte styrker er muligheden for at søge i tweets i real-tid - altså mere eller mindre opdage tweets mens de skrives, ud fra givne kriterier. Og efter twitters søgning med en opdatering også går langt tilbage i tid, er den for alvor blevet kraftfuld!

Især firmaer og brands som er tilstede på twitter kan have glæde af de muligheder det giver, hvis der er omtale af deres brand eller deres produkter - ikke kun i form af damage control, men også hvis positive oplevelser kan gives videre, eller hvis der bare er spørgsmål man kan svare på.

Men også almindelige brugere kan have glæde af søgninger - også de avancerede - og vide lidt om mulighederne.

Den simple søgning
Den tror jeg de fleste prøver ret hurtigt - sandsynligvis første gang for at søge efter en eller flere kendisser, og se om de er til at finde på twitter.

Den simple søgning består simpelthen i at skrive et eller flere ord i søgefeltet, og så kommer twitter med hvad den synes matcher: det kan både være navne, brugernavne eller ord i tweets eller endda fra tweeps' bio.

Der er ikke den store mystik her - dog skal man være klar over, at twitter generelt er meget pernitten omkring stavning, et ord eller navn skal være stavet ens i søgning og i tweet for at blive taget med - men det er ligegyldigt om man bruger store eller små bogstaver.

Hashtags er også en simpel søgning - principielt er den eneste forskel på dem og en søgning på ét ord i søgefeltet, at man kan klikke på hashtags direkte i tweets, og det automatisk udløser søgningen.

Man skal være klar over at søgeresultater er inddelt i Top, Alle og Folk du følger. Hvor den første kun viser de resultater twitter mener er mest relevante (efter sin egen algoritme, men noget med hvor ofte et tweet er RT'et, og hvor mange følgere tweeteren har, har nok betydning) og den anden viser alle tweets i kronologisk rækkefølge uden "forstyrrende" filtrering - og den tredje holder sig så til at søge i tweets fra folk du følger.

I de officielle mobil-apps vises kun Top som udgangspunkt, men hvis man refresher den - og der ikke er for meget træk på resourcer - skulle man i teorien få Alle.

Derudover kan der også være andre grunde til ikke at kunne finde et tweet under et hashtag - især hvis man er ny på twitter.

Den avancerede søgning
I langt de fleste tilfælde er en simpel søgning nok for privatpersoner. Men der kan komme tilfælde hvor man ønsker at udvide eller indskrænke lidt. Der kan den avancerede søgning komme ind i billedet.

Den er ikke så nem at finde - for det første kan man - mig bekendt - kun definere den via web (men godt bruge den mobilt - herom senere). Og ikke mindst skal man vide hvordan man tilgår den:

Lav en simpel søgning - ligemeget hvad den indeholder. I resultatet kan du så klikke på en mekanik-knap, og her vælge Advanced Search /Avanceret søgning. Eller - du kan også bare bruge dette link direkte: Avanceret Søgning.

Når du først har fundet derhen er siden nogenlunde selvforklarende. Basalt set kan man angive et eller flere ord i grupper, som skal være inkluderede - enten alle ordene, eller blot nogle - og angive ord som ikke må optræde.

Man kan desuden begrænse i afsender og modtager-twitterkonti, samt geografisk og sprogligt.

Som eksempel vil jeg definere en søgning som prøver at finde nye brugere på twitter i Danmark. Her ved jeg at mange siger velkommen til nye, eller gør andre opmærksomme på at en bruger er kommet på twitter med hashtagget #NyPaaTwitter. Men hashtagget #NyPåTwitter anvendes også. Så vi leder efter tweets som indeholder et af disse ord.

Men rigtigt mange der kommer på twitter kender ikke lige nogen, og bliver ihvertfald ikke mødt med et #NyPåTwitter - og de ved ikke selv noget om dette hashtag. Så mange vil ikke blive fundet af den vej.

Men nogle af dem følger mig - og hvis jeg synes de ser nye nok ud, sender jeg dem en hilsen med link til denne twitterguide. Og andre er også så flinke at de linker her til guiden - så hvis vi i vores søgning også leder efter twitterguide og #twitterguide skulle vi muligvis kunne opspore nogle flere.

Men hov - måske faktisk for mange - for udtrykket twitterguide bruges andre steder i verden, og så kan det blive noget rod. Så vi indskrænker søgningen til tweets på dansk:

Og så har man en form for indgang til at finde ihvertfald nogle som er nye på twitter.

På samme måde kan man relativt enkelt lave en søgning som kan være mere eller mindre dækkende for én eller flere af ens interesser.

Har man mod på det kan man også skrive søgningen med operatorer i det simple søgefelt - men det kan sikkert virke afskrækkende hvis man ikke er teknisk erfaren. Der er tilgengæld lidt ekstra muligheder på den måde - her kan man læse mere om twitters søge-operatorer.

At gemme sin søgning
Når man har fået defineret en søgning man er tilfreds med, kan man så gemme den. Så behøver man ikke taste det hele ind en anden gang, men har den altid lige ved hånden, til hurtig udførelse. Og man kan så også bruge den fra sin twitter-app på sin mobil, så man er ikke længere afhængig af web-interface (eller eventuelt at kunne indtaste operatorerne selv).

Man kan gemme søgningen ved den samme knap hvor der var link til den avancerede søgning, i søgeresultatet.

At embedde sin søgning
Når man har lavet sin søgning kan man endda embedde den på sin egen web-side. Dette gøres ved at definere en widget i twitter, og embedde den. Det kan man læse mere om i kapitlet om twitter-widgets. Herunder er et eksempel på hvordan resultatet kan blive for den søgning vi har lavet:



Google søgning
Som skrevet går twitter-søgninger altså kun 14 dage tilbage. Der er dog faktisk en mulighed for at finde ældre tweets, men det kræver lidt held. Tweets bliver nemlig også indexeret af google, så ved at bruge lidt søgeordsoperatorer kan man komme et stykke.

Hvis jeg for eksempel vil søge efter tweets af @Leoparddrengen med ordene Venstres Pressetjeneste kan det gøres med denne søgning, skrevet i Google søgefelt: site:twitter.com/Leoparddrengen "Venstres Pressetjeneste" som giver et udpluk af tweets jeg har skrevet med den term, men kun et tilfældigt udpluk.

Erstat Leoparddrengen i søgningen med navnet på en anden twitterkonto (men altså uden '@'), og skriv noget andet der skal søges efter, hvis du selv vil eksperimentere.

Backup
Der findes andre sites end twitter som kan hjælpe med søgninger længere tilbage, eller hjælpe til med at lave backup af alle dine egne tweets. Det bliver dog for omfattende at komme ind på her, men muligheden er der. Dog gælder det, at man helst skal være tilmeldt inden der bliver brug for gamle tweets - for twitter lader dem kun gå nogle tusinde tweets tilbage.

Se også indlægget om søgning efter links eller URL'er på twitter.

Opsummering
Twitters søgning er blevet et virkeligt kraftfuldt værktøj, både til real-tids søgninger, og til at finde gamle tweets. Men man bør nu ikke glemme at markere sine Favoritter/Foretrukne.

1 kommentar

1 kommentarer:

Anonym sagde ...

Når jeg søger i min oversigt, så plejer der er komme der personer frem, som jeg følger. Men pt. kommer der kun de foreslående navne op øverst. Hvis jeg f.eks. følger en som hedder Rasmus, så dukker de personer op som hedder Rasmus, når jeg taster bogstaverne i navnet. Er det en indstilling, som jeg har fået slået fra vej en fejl?