Bidrag til Twitterguide?

En Leoparddreng kan blive sulten. Her har du mulighed for at give den et foder - hvis du altså har lyst!
Hvof' nu det?

Foder

Besked

Derfor Twitter

Denne guide er egentligt tænkt for brugere af twitter, men i dette kapitel vil jeg prøve at gå lidt ud over det, og forklare udenforstående hvad det er der er så godt ved twitter. Og prøve at give nogle grunde til at bruge det. Dette er subjektivt og aspekter af twitter set fra mit synspunkt, men det er vigtigt at vide at twitter er noget forskelligt fra person til person.

1. Det er ikke Facebook
Ok, det lyder måske ikke som nogen specielt god grund - men det er en misforståelse mange lider under, at twitter er en slags mini-Facebook, og derfor ikke vil bruge det.

Enten fordi de afskyr Facebook - og så er twitter sikkert det samme. Eller fordi de allerede er på Facebook - og hvad skal man så med twitter? Men twitter er altså noget ganske andet end Facebook. Og det er vigtigt at få slået fast.

Jeg kunne skrive meget langt om forskellene - det bliver dog for omfattende her. Men kort fortalt handler twitter meget mere om at møde folk man intet kendte til før, hvor Facebook mere handler om at holde styr på sine venskaber og bekendtskaber. Og så er twitter ren kommunikation, hvor Facebook er så mange andre ting.

Facebook og twitter er ikke et spørgsmål om enten-eller, men kan sagtens være både-og. Sådan er det faktisk for de fleste - men det er mit indtryk, at det for dem der er på begge platforme gælder, at twitter bliver vigtigere og vigtigere for dem, mens der bruges mindre tid med at tjekke Facebook.

Eller noget provokerende, men typisk tweet-koncist, udtrykt i dette klassiske tweet:
Twitter har iøvrigt ingen regler om at man skal være der under eget navn, som Facebook har - man kan være helt anonym, hvis man ønsker det. (Hvilket jeg iøvrigt er eksempel på.)

2. Twitter kan være dit nye stamværtshus
Om du så drikker eller ej er op til dig selv, men på mange måder kan twitter - når man har lyst - minde om en stambar, hvor man kan hænge ud for at diskutere verdens tilstand, eller bare tale nonsens. Ret hurtigt kan man finde 3-4 ligesindede, og så kører der en samtale der. Andre kan blande sig, hoppe på og springe af samtalen. Ofte vil det være gamle kendinge, men man møder også nye her.

Så, jo - en sammenligning med et værtshus er ikke helt ved siden af. Eller med de chatrooms der var populære i internettets barndom - og det er ikke så mærkeligt, for i virkeligheden er det det twitter er - et gigantisk chatroom (hvor man heldigvis ikke behøver høre alle samtaler på én gang).

3. Vidensøgning og crowdsourcing
Har du et spørgsmål af mere eller mindre kompliceret art? Så smid det ud på twitter - måske kender nogle af dine followers svaret. Eller måske sender de spørgsmålet videre, og nogle andre gør. Eller de ved hvor du kan finde det. Eller du får oplysning om noget helt andet du ikke vidste du havde brug for at vide.

Twitter er ganske suverænt til at finde svar - for næsten alle på twitter står på spring for at hjælpe. Og kan man svare giver det fin tilfredsstillelse og gode point på karmakontoen til hvis man selv skal spørge om noget en anden gang.

Det kan man selvfølgeligt også i alle mulige andre former for netværk - men twitters hastighed gør det særdeles velegnet til sådanne enkelt formulerede spørgsmål og svar - man kan have svar på det meste inden for 5-10 minutter - mediestorme kan tage en anelse længere. Og have skabt nye kontakter undervejs.

På samme måde bruges twitter også i jagt på nyt job eller ny lejlighed - eller ny ansat eller ny beboer. Beskeder som også velvilligt sendes videre.

4. En sans ind i internettet
Twitter fremhæves ofte som værende en hurtig kilde til nyheder. Det er det også - ingen tvivl om det. Men det er i mine øjne mere end det, noget som bedst kan beskrives som en ekstra sans, som går direkte ud gennem ens internet forbindelse til dem man følger, og vurdere til dem de følger.

Med denne sans kan man så blive orienteret om hvad der rører sig og hvad der sker. Globalt og lige nu.

Det kan både være godt og skidt - som regel godt. Men nogle gange kan det blive decideret overvældende, når der sker ting som bombningen ved Boston Marathon, eller massakren på Utøya. Som selvfølgeligt er frygtelige uden twitter - men bliver endnu mere intense med.

5. Men mere konkret: nyheder, links og du er med
Hvis det bliver for prosaisk at tale om ekstra sanser, så lad mig prøve lidt mere nede på jorden: jo, twitter er en fantastisk kilde til nyheder. Især hvis man følger journalister, men også hvis man ikke gør - faktisk opstår mange nyheder fra folk som er tilstede, og journalister og medier kommer så ind efterfølgende.
Men det er forkert at tro, at twitter kun er de hurtige nyheder. Det er ligeså meget deling af lange artikler om alle mulige og umulige emner - ting som folk føler relevante, og ønsker at dele. Hvilket kan give dig den gave, at du bliver klogere indenfor områder du slet ikke var klar over det kunne være godt at vide noget om.

6. Dagens selvsving
Man kan diskutere om dette er en god grund til at bruge twitter, men underholdende kan det være. Der er som regel et eller andet emne, som bliver dagens historie, som mange forarges over af den ene eller den anden grund. Man kan så deltage i forargelse eller man kan observere med ironisk distance.

Nogle gange kommer der endda noget konkret ud af det, andre gange går det i sig selv igen - og i nogle tilfælde viser det sig at den oprindelige historie var misforstået, og der egentlig ikke var den store grund til forargelse.

Ganske som i alle mulige andre sammenhænge, altså - men igen går tingene meget hurtigt på twitter, så sådan en stemning kan sprede sig hurtigt - tilgengæld går den så også som regel hurtigt væk igen.

7. Twitter er flygtigt
Twitter er i sin natur flygtigt. Ikke at tweets forsvinder - det må man endelig ikke tro - men de glider ud af søgelyset, og overtages af andre aktuelle.

Derfor er der heller ikke noget som hadesider, eller lignende på twitter. For det første fordi der slet ikke er nogen sider - men mest af alt fordi twitter i den sammenhæng handler om spontane stemninger. Som bestemt kan være hårde mens de står på - men det er som regel ikke noget man skal lide under længe.

Man skal også være klar over at der hverken er censur eller mulighed moderering af twitter. Muligvis netop derfor moderer folk som regel sig selv - og hvis de ikke gør er det ihvertfald enkelt at ignorere. Eller også er det som @vestager udtrykte det: "...det er som om had kræver mere end 140 tegn."

8. Tæt på De Kendte
Om De Kendte man har lyst til at følge så er skuespillere, sportstjerner, forfattere, professorer eller andre - så giver twitter én muligheden. Nogle af dem er endda faktisk interessante at følge.

Man skal selvfølgeligt være klar over, at det at man følger én, ikke er det samme som at vedkommende læser hvad man skriver til dem, eller svarer en - men det kan heller ikke udelukkes at de gør.
9. Tæt på Politikere
Interesserer man sig for politik og/eller samfund giver twitter også en mulighed for at komme tæt på beslutningstagerne. Og ligeledes giver det politikerne en mulighed for at komme tæt på borgerne - i direkte dialog.

Nogle er bedre til at bruge denne dialog end andre, og nogle er mere villige end andre. Men muligheden er der, og den kan nå langt. Lige til at se ens tweet blive brugt som spørgsmål i Folketingssalen på live TV.

10. Sager
Har du noget du brænder for er twitter fint sted at diskutere det og prøve at skabe debat om emnet - gerne i kombination med en blog eller et site man kan linke til. Bare man husker at hvis man bliver for missionerende er det meget muligt folk bare ignorerer dig - hvis du ikke bidrager med noget folk føler de kan bruge, følger de dig ikke.

11. Sjove folk & humor
På twitter vil du næsten med garanti møde typer du ikke havde regnet med fandtes - personligheder af enhver slags. Du kan følge dem eller lade være - eller smække dem på en liste, så du kan se hvad de skriver, når du er i det humør.

Og så er twitters format på de 140 tegn altså ganske suverænt til humor - ikke blot deciderede vittigheder, men måske især sarkastiske bemærkninger til en aktuel situation.

12. Fællesskabet og Begivenheder
Twitter har en helt speciel styrke ved større begivenheder: fællesskabet. Det kan være længerevarende ting, hvor folk kan mødes og koordinere, for eksempel Roskilde Festival. Eller det kan være det mindre og måske mere nicheprægede, som reportage fra et foredrag.

Men der hvor twitter kommer helt op og ringe, er i kombination med live-TV. Det kan være debatter op til et valg, sportsbegivenheder som landskampe eller Tour de France. Eller kongen af dem alle, Det Europæiske Melodi Grand Prix.

Fælles er, at seerne/deltagerne samles om et hashtag, og kommenterer hvad der sker, hvad deres opfattelse er. Og så er den samlede oplevelse en helt anden, end hvis det blot var noget man oplevede alene. Ligesom der også efterfølgende ligger en fortælling man kan gå tilbage og kigge på, i form af de samlede tweets fra hashtagget.

13. Tweetups
Selvom twitter i sagens natur foregår virtuelt, bobler det også over i sociale begivenheder i virkelighedens verden. Således foregår der regelmæssigt i de større danske byer tweetups, hvor folk der er på twitter mødes og ser hinanden i virkeligheden. Meget foregår på café'er, men for eksempel inviterer @kinodk indimellem på gratis biograftur for folk på twitter - hvor folk så kan tweete om filmen undervejs (og dermed vel også give noget reklame).
14. Tilføj selv dine egne
Det var lidt grunde jeg kan komme på, til at jeg synes twitter er en god idé, og et herligt sted at være og bruge. Men noget af det fantastiske ved twitter er, at det er forskelligt for den enkelte, og kan bruges helt individuelt i forhold til hvad der passer netop til dig.

Så hvis du begynder at bruge twitter vil du sikkert opdage sider, som jeg slet ikke har været opmærksom på. Der kan også meget vel være adskillige ting jeg har nævnt her, som du ikke kan bruge til noget. Men mon ikke der er noget imellem som kan lokke lidt? Har du gode grunde til at bruge twitter, som jeg ikke har nævnt her? Tilføj dem gerne som kommentar herunder!

Hvad så nu?
Hvis jeg er lykkedes med at give dig lyst til at prøve twitter, så kan du eventuelt læse min introduktion til twitter, hvor jeg med hjælp fra Peter Pedal prøver at forklare hvordan twitter egentligt fungerer. Og ellers er der denne twitterguide, hvor du med fordel kan starte med de første skridt.

Hvad der er vigtigt at vide, er at du nok bliver undervældet i starten. For du starter som et æg i en helt tom verden. Det er så op til dig selv at begynde at følge nogle folk, komme ind i nogle samtaler - og med tiden selv få følgere. Og det tager tid - så vær lidt tålmodig. Det er investeret tid og indsats som kommer mangefold igen.

2 kommentarer

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Tusind tak! Lige hvad jeg havde brug for som ny på Twitter :-) Mvh. Annewaagstein

Leoparddrengen sagde ...

Cool, det glæder mig! Velkommen på twitter! :)